Borger.dk Læs op Blanketter Selvbetjening Kontakt Indeks

Det gamle Rådhus i Ribe bliver i dag brugt til borgerlige vielser.

 
Det gamle Rådhus
 
Ribes gamle rådhus blev bygget for over 500 år siden og er det ældste eksisterende rådhus i Danmark. Bygningen var i brug som rådhus i næsten 300 år. Rådhuset ligger i den gamle bydel, ikke langt fra domkirken. I dag bliver bygningen blandt andet brugt til offentlige vielser og en del af rådhuset er lavet om til museum.
 
Danmarks ældste rådhus
Midt i Ribes gamle bydel ligger Det gamle Rådhus. Rådhuset blev bygget omkring 1496 og var privatbolig. I 1709 købte byen huset af enkefru Anna Knudsen, og derefter fungerede det som rådhus frem til kommunesammenlægningen 1. januar 2007. I dag bruges rådhuset til vielser og møder.
Den gamle bygning huser i dag et museum, der fører os tilbage til en tid, hvor bødlen med sværd og torturinstrumenter samt vægtere med morgenstjerner var almindelige i gadebilledet. Flere af de grufulde artefakter fra dengang er udstillet i Det gamle Rådhus, hvor man også kan se malerier af Ribes amtmænd fra 1600-tallet og frem til i dag.
På Det gamle Rådhus findes også Danmarks mest kendte storke-rede.
 
Riber Ret
Fordi Ribe var en travl international handelsby, hvor handelsmænd fra forskellige byer og lande mødtes, var det vigtigt med klare retningslinjer. Erik Klipping stadfæstede i 1269 Riber Ret, der var væsentligt strengere end Jyske Lov, som gjaldt uden for Ribe.
I Jyske Lov stod der, at mord skulle straffes med bøder eller fredløshed, mens man ifølge Riber Ret skulle dømmes til døden ved hængning. Ikke kun mord blev straffet med døden, også vareforfalskninger eller forkerte opmålinger af varer kunne blive handelsmændenes endeligt. I dette tilfælde var straffen halshugning.
Grunden til, at en tilsyneladende lille forbrydelse blev straffet så hårdt, var for at sikre sig, at handlen i Ribe foregik ordentligt. Det kunne tyde på, at det var en større forbrydelse at snyde andre handelsmænd end at begå et mord, for morderens efterladte fik lov at beholde den arv, der tilfaldt dem, mens tyvens eller svindlerens efterladte skulle overgive deres arv til byen.
 
Kilder:
J. Kinch: Ribe Bys Historie og Beskrivelse I-II, 1869 og 1884.
Tradition og Kritik, Festskrift til Svend Ellehøj den 8. september 1984; Den Danske Historiske Forening.
 
Links:
Visit Ribe

  

Turist i Ribe
Bespisning
Overnatning
Guidede ture
Attraktioner

Historisk Atlas - Ribe

Kultur & Fritid • Torvegade 74 • 6700 Esbjerg • +45 76 16 18 64 • e-mail